Alle forældre har det samme udgangspunkt, nemlig ønsket om den bedste barndom for deres børn. Børnehavetiden er vigtig, værdifuld og fuld af læring og udvikling.
Det er med afsæt i dette at en stor forældregruppe i næsten fire år, har været drevet mod det mål: At bibeholde en børnehave, som har de værdier der skal til, for at skaber børn i trivsel, som bliver klar til at starte skolelivet med masser af gå-på-mod og livsglæde.
Lilleborg børnehave har de rammer der skal til, og et personale der aldrig har tabt gnisten og lysten til at være der for og med børnene, trods mange udfordringer på vejen.
Lilleborg har en forældregruppe der har kæmpet mod kommunale besparelser, kæmpet for humanisme frem for stordrift og økonomi, ser hvad børn har brug for og står sammen og kæmper i fælles flok for deres værdier.
Da ansøgning om privatisering blev godkendt af Odsherred kommune og en lokal investor valgte at støtte op om et ”non-profit” privat dagtilbud i Vig by, var vejen banet for at Lilleborg, efter 48 år som kommunal børnehave kunne fortsætte, i privat regi.
Med hjælp baseret på frivillighed, fællesskab og opbakning blev Lilleborg - den private børnehave istandsat af forældre, bedsteforældre, medarbejdere og venner af huset hen over 3 dage.
I perioden frem til overtagelsen var der blevet indsamlet og sponseret legetøj, møbler, hårde hvidevare og inventar fra andre private institutioner, forældre, bedsteforældre samt borgere i Vig og omegn.
Dette resulterede i at lokalerne henover en weekend blev forvandlet fra ”skrot til slot” til stor glæde for såvel børn som voksne.
Den 1. juli 2014 stod Lilleborg - den private børnehave så klar, i de samme bygninger, med den samme personalegruppe, og den samme store børneflok på 36 børn. Dette er unikt, værdifyldt og enestående.
Via lokalsamfundets store opbakning viser Vig by og omegn, at vi kæmper for at bevare det frie valg, vores værdier og vores drivkraft basseret på frivillighed og fællesskab.
Lilleborg børnehave åbnede dørene første gang den 15. april 1966. Dengang hed kommunen Vig og havde 1.120 indbyggere. I dag hedder kommunen Odsherred og har omkring 32.400 indbyggere.