Lilleborg er centralt beliggende ved Vig station, tæt på Rute 21 og midt i Geopark Odsherred.
Bygningen er en charmerende 3-længet ejendom, der rummer en gammel, hyggelig og hjertevarm børnehave. Rammerne og indretningen giver en følelse af at være i hjemlige omgivelser og adskiller sig derved fra mere traditionelle institutionsmiljøer.
Legepladsen er en smuk beplantet naturlegeplads. Den indeholder udover selve naturlegepladsen bl.a. bålplads, græsplæne og en cykelvej, der snor sig gennem haven.
Børnehaven har en pavillon, som flittigt bliver brugt til bevægelse, lege og aktiviteter samt til diverse kulturelle arrangementer som teater og børneudstillinger foruden møder og deslige.
Lilleborgs størrelse betyder, at vores hverdag er overskuelig og nem for barnet at føle sig tryg i. Vi tilbyder barnet en stabil opmærksomhed og et fokuseret nærvær.
Vi har fokus på udvikling, trivsel og læring i et omsorgsfuldt miljø. Der bliver lagt væk på at skabe de bedste rammer for at børnene føler sig set og anerkendt, samtidig med at de bliver socialiseret.
I en privat børnehave vil der forekomme mindre mødeaktivitet for personalet og derfor vil der blive mere tid til børnene. Ledelsen vil være tilstede i “huset” og er derfor nærværende, deltagende og forstående i den daglige praksis i børnehaven.
Vi har fælles værdier, der tilsammen danner grundlag for vort pædagogiske arbejde og måden at samarbejde på, alle med udgangspunkt i vor målsætning og personlighed.